Hvordan det begyndte

Chiara Lubich, årgang 1920, havde aldrig tænkt på at stifte en bevægelse, da hun under Den anden Verdenskrig sammen med andre unge besluttede at satse på Gud og Evangeliets ord. De havde på ny opdaget, at Gud er kærlighed, og de ønskede med deres liv at give et svar på denne kærlighed. Gud blev deres livs kilde.

1943 regnes som ‘fødselsåret’ for Focolare. Den dengang 23-årige Chiara Lubich besluttede at stille sit liv helt til rådighed for Gud. Om denne beslutning skriver hun senere: ”Ingen vidste noget om det. Min lykke var ufattelig. Jeg havde ingen planer for fremtiden. Jeg tilhørte Gud, det var nok for mig. Udadtil var det en dag som alle andre.  Men indvendig var jeg fyldt; en ild var tændt i mig, og ilden greb om sig ….”

Kort tid efter, endnu under krigen, sluttede andre sig til Chiara Lubich. De begyndte sammen et liv, der helt orienterede sig efter Guds Ord.

Ved skæret af stearinlys læste de unge kvinder Evangeliets ord i beskyttelsesrummene. Og med krigen som baggrund, der drastisk stillede sig til skue, hvor forgængeligt alle ting er, fik evangeliets velkendte ord en helt ny betydning:

Det de læste dér forsøgte de omgående at omsætte til handling. På én gang gik det op for dem, at Gud er kærlighed, at han er alle menneskers Far.  De havde fundet et ideal, som det lønnede sig at leve for, en skat, som de ikke ville beholde for sig selv. De delte alt med hinanden og følte sig medansvarlige for de menneskers skæbne, som boede i deres by.

Da Trient den 13. maj 1944 blev ramt af et voldsomt bombardement, forlod familien Lubich byen; men Chiara besluttede sig for at blive og flyttede sammen med nogle andre, som ville dele hendes liv, ind i en lejlighed på Piazza Cappuccini i Trient: Det første ”Focolare”, hvor alle, men især de fattige, syge og nødlidende var velkommen.

Lige så vigtig som omsorgen var for de nødlidende, var det for de unge kvinder indbyrdes:  En ny fællesskabets spiritualitet udfoldede sig, hvor enheden imellem dem på én gang er mål og udgangspunkt – den enhed, som Jesus havde bedt sin Far om: ”At de alle skulle blive ét ….” (Joh 17,21).

Denne gruppes liv bredte sig som ringe i vandet. Snart hørte 500 personer til den opståede bevægelse, adskillige ældre, kvinder og mænd. I 1950 opstod Focolare-fællesskaber i Rom, Firenze og Milano, og mod slutningen af 50-erne også i Belgien, Holland, Frankrig, Tyskland, Østrig og Schweiz, og endda i Argentina og Brasilien.

I 60-erne kom  Focolare-fællesskaber til Skandinavien og i 1981 til Danmark.