I kirkelig sammenhæng er en spiritualitet eller en åndelig vej den måde, hvorpå man forsøger at virkeliggøre det kristne liv.

Chiara Lubich skitserer i den følgende tekst grundidéerne bag og nogle linier i Focolare-bevægelsens spiritualitet.

Det er på en måde en vanskelig opgave at begrænse sig til ganske få sider, fordi en kristen spiritualitet er kristendom, det er et liv efter Evangeliet. Ja, en spiritualitet er selve Evangeliet, men set fra en særlig vinkel. I de første måneder af bevægelsens liv – vi taler her om 1943 – var vi overbeviste om, at vores spiritualitet simpelthen var at leve Evangeliet, det evigt gyldige, universelle Evangelium. Vi mente ikke, at der var noget særligt i det vi gjorde, ikke noget vi burde underrette de kirkelige myndigheder om. Vi ville bare leve Evangeliet, og er det ikke netop det, Kirken ønsker alle kristne skal gøre? Men faktisk var det sådan, at fordi vi følte os ansporet til at føre Evangeliet ud i livet, opstod der en lille “revolution” i vor by Trient i Norditalien – “den evangeliske revolution”: Vi begyndte at leve og tænke på Jesu måde i stedet for på vores egen måde. Vi dannede ganske snart en gruppe, hvor vi havde et både åndeligt og materielt ejendomsfællesskab og delte ud af vores overflod. Kort sagt, en temmelig stor gruppe mennesker forvandledes pludselig til en levende kirke, for, som allerede teologen Tertullian (år 160-220) sagde: “er Kirken netop dér, hvor tre mennesker, også selvom de er lægfolk, er forenede i Kristi navn”. Denne nye livsstil kunne ikke længe forblive skjult, heller ikke for biskoppen, for hvem vi forelagde det, der var ved at ske. Vi fortalte ham, hvad vi havde tænkt os at gøre, og han opmuntrede os. Efter samtalen med biskoppen blev vi klar over, at mens vi gik og troede, at vi slet og ret levede Evangeliet, fremhævede Gud visse ord og sætninger i Evangeliet for os, uden at vi straks lagde mærke til det. Disse ord blev de drivende idéer og rettesnore for en ny spiritualitet, en ny livsstil; denne nye åndelige vej: Focolare-bevægelsens spiritualitet. Alle punkterne stod klart for os allerede i løbet af de første måneder, og Helligånden har i de forløbne 50 år uddybet disse ord på en endnu mere konkret måde. I hvert ord fra Evangeliet opdager vi igen og igen nye dybder.

Gud er kærlighed
Den første idé, den første inspirerende tanke, var – så at sige – en fornyet åbenbaring af, at Gud er Kærlighed. Denne opdagelse, som var en gave fra Gud, medførte store forandringer i vores liv. Og den dag i dag ændrer den livet for dem, der fatter denne virkelighed.

Vores hidtidige kristenliv, som havde bestået i en fast tro og konsekvent livsførelse, forekom os pludselig som et liv uden en Far. Men nu var alt nyt: vi har Gud til Far, fordi Gud er kærlighed! Vore hjerter, som indtil da ligesom havde levet i eksil, i livets nat, åbnede sig nu for Ham, som elsker os, tænker på alt og til og med “har talt alle vore hovedhår” (jf. Matt 10,30). De glædelige såvel som de smertefulde øjeblikke i vores liv fik en helt ny betydning: Gud forudser alt, hans kærlighed forudser alt. Intet kan længere indgyde os angst. Vores øjne fik en ny måde at se på: Gud er bag alt, der sker. I alle ting føler vi os elskede af Ham; vi er “i hans hænder”. Intet sker uden hans samtykke. Det er en frydefuld tro, den styrker os og får os til at juble. Det er en gave fra Gud, som får os til at udbryde: “Vi tror på kærligheden” (jf. 1. Joh 4,16). Vi, de første focolariner, var så gennemtrængte af den – for os – nye tro, og så overbeviste om, at Gud er kærlighed, at vi i de livsfarlige krigsår havde det ønske at blive begravet i én fælles grav, hvorpå der i stedet for vores navne skulle stå skrevet: “Vi har troet på kærligheden”.

At gøre Guds vilje
Det var troen på Guds kærlighed til os, der drev os til at gengælde denne kærlighed med vores kærlighed. Vi begyndte med bogstaveligt at efterleve især de ord i Evangeliet, der taler om at svare med kærlighed på Guds kærlighed. Og her indprentede denne sætning sig dybt i vore hjerter: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje” (Matt 7,21).

At gøre Guds vilje: det var for os den største mulighed til virkeligt at elske Gud. At gøre Guds vilje havde været Jesu “mad” (se Joh 4,34) og den måde, hvorpå Han kunne vise Faderen sin kærlighed. Også i dag ser vi i Focolare-bevægelsen det at gøre Guds vilje, som måden hvorpå vi kan besvare hans kærlighed med vores kærlighed. Vi skal altså gøre Guds vilje, men ikke som det populært opfattes, passivt at affinde sig med sin skæbne, men som det største, allermest guddommelige eventyr, der kan overgå et menneske. Det betyder ikke at følge sin egen viljes smålige indskydelser eller sine egne begrænsede planer, men at give sig hen til Gud og gennemføre den plan Han har med ethvert af sine børn; en guddommelig, rig og uudgrundelig plan.

Vi kan altså fastslå, at den første grundidé i Focolare-bevægelsen er, at Gud er Kærlighed. Den anden grund-idé er at gøre Guds vilje. Helligånden, som indprentede denne grundidé i vore hjerter, har også helt fra starten lært os enkle, men kloge retningslinier for at gøre Guds vilje med størst udbytte: gøre Guds vilje her og nu, eftersom fortiden allerede er forbi, og fremtiden endnu ikke er i vore hænder. Vi bør leve Guds vilje i nuet på en fuldkommen, ja, næsten højtidelig måde. Helligånden har også ladet os forstå, at det at gøre Guds vilje midt i verden, giver alle mennesker en chance til at blive fuldkommen, uanset kald, stand, race eller lignende.

Den gensidige kærlighed
Blandt de mange og forskellige aspekter af hans vilje fæstnede Helligånden især vores opmærksomhed på kærligheden til næsten, som er lovens opfyldelse: “Den, der elsker andre, har opfyldt loven” (jf. Rom 13,8). Vi skal altså elske vor næste for på denne måde konkret at elske Gud. Der var dog ét bud, vi især følte var Guds særlige vilje, fordi Jesus kalder det “sit” bud, et “nyt bud”: “Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner” (Joh 15,12-13). Dette nye bud, som vi i den første focolare-gruppe beseglede med en indbyrdes pagt, er senere blevet det element, der giver bevægelsen dens åndelige form – den bindende kraft i hele bevægelsen. Den bogstavelige efterlevelse af dette bud gav store resultater. Det kunne heller ikke være anderledes, for “hvor der er barmhjertighed og kærlighed, dér er Gud”. Det menneske, der radikalt begynder at leve den gensidige kærlighed med andre, vil opleve en væsentlig ændring også i sit indre liv. Det vil blive beriget med en ny kraft, med iver og med mod til at begynde forfra lige så mange gange, det er nødvendigt. Det er ikke overdrevet at sige, at det at leve dette bud fører til sand omvendelse.

Og ikke nok med det. Den konkrete udøvelse af buddet har også en virkning på verden omkring os. Det vidner om Kristus: “Deraf kan alle vide, – siger Jesus nemlig, – at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden” (Joh 13,35). Mange, der oplever en sådan kærlighed, kommer til tro på, at Gud er Kærlighed og ændrer deres levevis. Andre føler sig kaldede til at følge Ham; enhver finder sin egen vej til Ham. Mange forskellige nådegaver strømmer ud blandt menneskene gennem denne kærlighed. Jesus midt iblandt os Når vi efterlever Jesu nye bud om at elske hinanden, skaber det forudsætningen for virkeliggørelsen af et andet grundlæggende punkt i vores livsstil:

Jesu tilstedeværelse blandt menneskene ifølge hans ord: “Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt jer” (Matt 18,20).
Kristi tilstedeværelse blandt os er den grundlæggende norm for bevægelsen. Hvis hans nærvær blandt os ikke er sikret, kan vi intet udrette. Hans nærvær giver nemlig liv og mening til dette overnaturlige broderskab, som Jesus har bragt på jorden blandt alle mennesker. Jesu tilstedeværelse skabes og genskabes så at sige kontinuerligt iblandt os, hvis vi er forenede i hans navn og altså i Ham, i hans vilje, som for os kristne er den gensidige kærlighed. “Jesus midt iblandt os” er i bevægelsen altid blevet anset som en stor hjælp til en levende økumeni.

Selvom vi stadigvæk tilhører forskellige kirkesamfund og ikke kan forenes i Eukaristien, kan vi alligevel være forenede i Jesus, som er til stede blandt os, hvis vi elsker hinanden. Han er kærlighed. Derfor fylder Han os med glæde over det genfundne fællesskab. Han gør den gensidige forståelse mulig og lader århundreders fordomme styrte sammen. Han er også sandhed. Derfor skaber Han et særligt klima blandt de brødre og søstre fra forskellige kristne trossamfund, som Han forener gennem den gensidige kærlighed. Dette særlige klima giver plads til Visdommen, der er det nødvendige lys til at løse forskellige vanskeligheder.

Den forladte Jesus
Et andet grundlæggende punkt af vores spiritualitet er korset. Eftersom vi er kristne, kommer vi ikke udenom at betragte korset; Jesu lidelse og død, og hvordan det kan få en plads i den enkeltes og hele bevægelsens liv. Ved en særlig hændelse fæstnede Gud vores opmærksomhed på en bestemt side af Jesu lidelse, nemlig hans forladthed, da Han på korset råbte: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” (Mark 15,34).

Denne forladthed er hans indre lidelse, hans mørkeste nat, hans smerters højdepunkt. Paradokset er, at en Gud råber: “Min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Hvilket uudgrundeligt mysterium, hvilken afgrund af smerte gennemgik Jesus som menneske. Den viser os hans grænseløse kærlighed til menneskene, for i denne lidelse tog Han den splittelse på sig, der adskilte menneskene fra Faderen og fra hinanden og helede denne adskillelse. I Bevægelsen har vi en rig erfaring, der viser os, hvordan menneskets smerter, især de åndelige, er blevet optaget i denne Jesu smerte. Ligner ethvert forpint, ensomt, gudsforladt, skuffet, mislykket eller svagt menneske måske ikke denne ”forladte Jesus”? Er ikke enhver smertelig adskillelse blandt brødre og søstre, blandt kirker eller blandt mennesker med modsatte ideologier et billede på Ham? Og er denne materialistiske, verdsliggjorte og på enhver måde vildfarende verden ikke en afspejling af den Jesus, som i sit råb ligesom havde mistet kontakten med Gud, var blevet til “synd” for vor skyld, således som Paulus siger? (se 2. Kor 5,21). I kærligheden til den Forladte Jesus finder vi motivet og kraften til ikke at flygte fra disse onder og splittelser, men tværtimod til at tage imod dem, forvandle dem og på denne måde yde vort eget bidrag. Således bliver den forladte Jesus for os nøglen til enhed med Gud og med hinanden.

At leve Ordet
Et andet grundbegreb i vores spiritualitet er “At leve ordet”. Alfabetet har kun 28 bogstaver, men den, der ikke kender dem og ikke lærer et par grammatiske regler, forbliver analfabet hele sit liv. Evangeliet er en lille bog, og de mennesker, der ikke efterlever de ord, det indeholder, forbliver – så at sige – “underudviklede” kristne. De kommer til at give et billede af kristendommen, der ikke vidner om Kristus.

Helligånden har lige fra begyndelsen opfordret os til en radikal gen-evangelisering af vores måde at tænke, elske, ville og leve på. Og ligesom de første kristne værdsætter vi i bevægelsen det at leve Guds ord på linje med fællesskab i Kristi legeme, Eukaristien. Guds ord er enestående, skabende, evige og universelle; Guds ord er et Guds nærvær. Efterlevelse af Guds ord gør os frie, renser os, omvender os, bringer trøst og glæde, giver visdom, fører til handling, frembringer kald, men vækker samtidig også verdens had. Hver måned får alle i bevægelsen et skriftsted fra Evangeliet med en lille kommentar. Det kalder vi “Livets Ord”. Alle prøver at efterleve dette ord i dagens løb, og enhver oplyses af det i sit indre. At leve ordet er jo at elske Gud, og der står skrevet: “Jeg vil give mig til kende for ham, der elsker mig” (jf. Joh 14,21). De erfaringer, vi får ved at leve Ordet, deler vi efterfølgende med hinanden. På den måde deler vi ikke kun de materielle goder, men også de åndelige. Således vandrer vi vejen til Gud i fællesskab og med glæde.

Eukaristien
Endnu en anden livskilde er Eukaristien, hvor igennem de kristne – ligesom kirkefædrene siger – bliver forvandlet i Kristus, som de modtager. Mennesket bliver optaget i Kristus og bliver forenet med Ham. Helt spontant har vi ønsket at modtage Eukaristien så ofte som muligt. Vi tror, at dette er en af de vigtigste årsager til, at der er opstået et så stærkt bånd af enhed blandt alle i bevægelsen. I Eukaristien er Jesus jo enhedens bånd, og Den, der stærkest bidrager til den fulde enhed, for netop gennem Eukaristien finder menneskene den fulde forening med Gud og med hinanden. Inden Jesus bad sin Fader om “at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig” (Joh 17,21), havde Han indstiftet det sakramente, der gjorde dette fuldt ud muligt.

Maria
Endnu et andet grundbegreb i vores liv er Maria. Maria er Guds Moder (Theotókos). Maria er også bevægelsens moder. Derfor har vi givet vores bevægelse navnet “Marias Værk” og givet vores møder, centre og Focolare-byer navnet “Mariapoli” (Marias by).

Maria er forbilledet for bevægelsens medlemmer. Hun, som har fået den enestående opgave at være Kristi legemlige mor, gør det klart for os, at bevægelsens allervigtigste mål er åndeligt at bringe Kristus til verden blandt menneskene gennem den gensidige kærlighed ifølge hans betydningsfulde ord: “Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt jer.”

Jesu nærvær i kirken
I vores 50 år som bevægelse har vi også erfaret Jesu tilstedeværelse i Kirkens ledelse. Ud over at vi tror på Kristi nærvær i sine tjenere, har vi også håndgribelige erfaringer, der bekræfter denne tro. Thérèse af Lisieux siger, at i dette livs nat bruger Gud mennesket “for at skjule sin guddommelige tilstedeværelse, men han skjuler sig ikke så godt, at Han ikke kan ses”. Det har vi også altid erfaret. Igennem hele vores historie har vi set Jesus i dem, der har repræsenteret Kirken. Vi er overbeviste om, at for dem, der tror og lever ordene: “Den, der hører jer, hører mig” (Luk 10,16), falder det ikke svært at genkende Kristi tilstedeværelse i den kirkelige øvrighed, til trods for alle menneskelige svagheder. Gennem denne faste tro har bevægelsen altid været forenet med kirkens ledere og således været en af årsagerne til bevægelsens verdensomspændende udbredelse.

Helligånden
Sidst men ikke mindst nogle ord om Helligånden. Allerede fra begyndelsen ansporede Helligånden os til at lytte til hans stemme i vore hjerter. Helligånden kaldes “den ukendte Gud”, men i bevægelsen er Han ikke ukendt. Det er Helligånden, der udbreder sit særlige klima blandt mennesker, der er forenede gennem den gensidige kærlighed. Og Helligånden skænker os tillige sine gaver, såsom lys, fred og den altid nærværende glæde.

Dette er et kort sammendrag af de grundidéer, der har ledt vores liv. Hvis vi sammenligner denne nye vej med andre spiritualiteter, som har beriget Kirken gennem tiderne, så ser vi, at enhver spiritualitet kan illustreres ved et enkelt ord, et nøgleord. For eksempel er nøgleordet for den franciskanske spiritualitet “fattigdom”, for jesuitternes spiritualitet ordet “lydighed” og for karmeliternes “bøn”. Hvilket ord er så nøgleordet for Focolare-bevægelsens spiritualitet? Det er ordet “enhed”.